Er du også ved at knække sammen af gymnasie-stress?
Dette er et spørgsmål som mange unge kan relatere til. Hos mange unge i dag har den konstante stress taget overhånd; lektier, afleveringer, skole, venner og veninder, familie og sport – vi vil helst gerne nå det hele, men det kan være helt umuligt, når lektier og afleveringer fylder så stor en del. Vi er naturligvis helt med på, at dét at gå i gymnasiet kræver en del, og vi helt selv har valgt det. Men er det virkelig meningen, at vi skal være ved at knække fuldstændig sammen, fordi at skolen mere eller mindre skal fylde hele dit liv og du er ved at blive kvalt af lektier og afleveringer?
Man kan næsten påstå, at hele problematikken bunder i, at vi stort set aldrig har et pusterum; altså hvis man gerne vil lave alle lektier og afleveringer, så kan du være helt sikker på, ikke at have et liv udover skole. Jeg mener – er pointen i at gå i skole og tage en frivillig uddannelse ikke, at man følger med og laver det man bliver bedt om? Altså hvis du kunne tænke dig engang imellem at være sammen med din familie, venner og veninder, samt også beholde din sport og passion – så kan du måske nå at lave ¼ af dine hverdagslektier, da det vigtigste er afleveringerne som du i forvejen har alt for mange af.
Det kan være utrolig svært at holde gejsten oppe, når man fysisk er absurd presset på tid hver eneste dag, og man i den grad har brug for mange flere timer i døgnet end de 24 der er, før at det er realistisk at man skal kunne nå det hele. Til tider bliver man nød til at lægge skolen til side, bære over med, at man ikke lige fik lavet lektier eller aflevereret den næste aflevering, for ellers sker det - man knækker fuldstændig sammen og alt hvad man har i sig af lyst til at gøre det godt, forsvinder.
En statistik fra Nærum Gymnasium understøtter netop at vi unge er for stressede. Da folk skulle redegøre for, om for mange lektier og afleveringer bidrog til det enorme stress de følte, var hele 63% enige i at det udgør en stor del af stresset. Stresset går ifølge statistikken som sagt også ud over folks søvn og koncentrationsevne, som bliver hæmmet gevaldigt. Flere af os sover enten dårligt om natten eller får ikke nok søvn. Hele 37% har svaret, at de oplever stress i hverdagen stort set hver dag, og 53% har svaret ’’nogle gange’’.
Tallene er en illustration af, hvor udbredt stress er blandt unge. De kan fungere som en slags øjenåbner. Man kan vidst godt blive enige om, at det er et stort problem, når vi som her kan se bevis på, at det er et ekstremt højt antal unge, der føler sig pressede og stressede. Men bliver der nogensinde gjort noget ved det, før det er for sent?