UNGES SYGELIGE STRÆBEN EFTER PERFEKTION
Mange unge kender det nok godt. Den lille stemme i baghovedet der siger “Er jeg god nok som jeg er?” Det er et spørgsmål man ofte kan komme til at stille sig selv som ung i det senmoderne samfund. Vi spejler os selv i alt og alle, og sammenligner konstant os selv med vores omgangskreds. Vi ønsker at føle os værdsat og set, mht. til alt fra evner, talenter og udstråling, til karakterer, stil og udseende. Det er simpelt: vi ønsker at føle os gode nok. Men hvad vil det sige at være “god nok”? Og hvem bestemmer hvad “godt nok” er?
De sociale medier spiller en stor rolle i det senmoderne samfund. Vi har jo stort set alle en smartphone. Den er efterhånden blevet en naturlig forlængelse af vores hånd. Vi er konstant på, og så snart vi ikke har mobilen på os eller ikke kan huske, hvor vi har lagt den, bliver vi nervøse og nærmest febrilske. Vi vil konstant være opdateret på de sociale medier - lave updates til andre om hvad vi laver og vise lyspunkterne i vores hverdag for at markere, at vi har et liv.
Men med de sociale medier kommer der et stort pres. Idéen om hvad idealet er, får vi igennem de sociale medier. Vi bliver inspireret af hinanden og de reaktioner vi får fra andre, og ønsker at være den bedste udgave af os selv - i andres øjne. Vi tænker så meget over, hvordan vi fremkommer i andres øjne, at vi nærmest glemmer vores egne værdier.
Som unge tænker vi alt for meget over, ALT hvad vi gør. Vi ønsker konstant at præstere for at undgå at blive ekskluderet fra fællesskaberne. Tanken om at stå alene er utænkelig, og derfor forsøger vi så vidt muligt at tilpasse os vores omgangskreds. Alt dette for at undgå at føle os alene og ensomme. Diversitet og at være unik bliver langtfra ligeså værdsat som før i tiden. Nu er det 'rigtige' for de fleste unges vedkommende at være som alle andre - og derved passe ind. Vi tilpasser os hinanden, i stedet for at tilpasse os vores egne behov og ønsker. Alt er blevet en konkurrence, og derved er det blevet svært at finde sin personlige identitet, og hvad man brænder for som person. Det er meget let bare at ende op med at følge strømmen, fremfor at finde frem til sin personlige passion.
Det forventes nærmest at vi skal kunne alt i dag. Vi jonglerer med så mange bolde på en gang, og hvis man taber en, kan det hele let falde fra hinanden. Unge går ned med stress, depressioner og angst, fordi de skal leve op til disse tårnhøje krav som samfundet, og vi selv indbyrdes stiller, til hinanden. Perfektionisme er blevet nøgleordet til vores eksistens.
Det er nærmest komisk, så meget vi klager. Vi klager over alting, stort som småt. Vi klager og klager, for at komme af med vores frustrationer, og i de fleste tilfælde er det tomme ord. Måske klager man over, at man er træt, men vis skyld er det? Så klager man over alle sine afleveringerne, men hvem laver man i bund og grund dem for? Og så klager vi over ikke at være gode nok, men ærligt - selvfølgelig er det godt, at vi forventer noget af os selv, men forventer vi efterhånden for meget?
Man behøver jo egentlig ikke at være god til alt? Det er jo fysisk umuligt for de fleste af os? Bliver vi ikke også mere interessante og unikke gennem vores særtegn og 'småfejl'? Selvfølgelig er det godt at stræbe efter at klare sig godt i skolen. Dog skal det ikke gå hen at påvirke ens psyke og selvforestilling - så bliver det problematisk. Presset er vel hvad, vi selv gør det til. Om vi vælger at overtænke alt, eller om vi vælger at skabe en personlig identitet er jo i bund og grund op til os selv. Det ER stressende at være ung. Men måske burde vi overveje, om vi størstedelen af tiden i virkeligheden selv er skyld i presset?
