Burkaforbud i Tyskland - hvis det står til Merkel
Den tyske kansler opfordrede under tale til burkaforbud i den tyske stat.
Burkaen skal forbydes i Tyskland
Sådan lød den tyske forbundskanslers, Angela Merkel, udmelding i tirsdags, under en tale ved sit eget partis, Christlich Demokratische Union Deutschlands (CDU), kongres.
"Det fuldt dækkende slør er ikke passende her. Det burde være forbudt alle de steder, det er lovligt muligt. Det hører ikke til hos os," sagde hun ved kongressen, hvor forslaget blev mødt med langvarigt bifald fra publikums side.
Der blev tidligere i år luftet en lignende holdning af partiets indenrigsminister, Thomas De Maizere.
"Den passer ikke i vores samfund eller til os, vores kommunikation, vores sammenhængskraft i samfundet.... Det er derfor, vi forlanger, at man viser sit ansigt" sagde han i august.
Forslaget kunne minde om det franske, der blev vedtaget ved lov d.11 oktober 2010.
Straffen for at gå med burka, det fuldt dækkende slør med gitter for øjnene, eller niqab, et slør, hvor kun øjnene er blottede, er i Frankrig en bøde svarende til op mod 1350kr samt et kursus i franske værdier. Frankrig er ydermere ikke det eneste land, der har et forbud mod burkaer - Belgien fulgte i 2011 trop med Frankrig, og burka eller niqab straffes her med en bøde på op til 1400kr eller op til 7 dages fængsel.
I Danmark har vi også haft op til flere forslag: I 2009 stillede De Konservative forslag om at forbyde burkaer. Partiet trak det tilbage, da Justitsministeriet vurderede, at det ville stride mod både grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Siden har Dansk Folkeparti også stillet forslag om burkaforbud, men der har ikke været flertal for forslaget.
I 2014 afviste Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol dog, at forbuddet mod at bære burka og niqab forbryder sig mod retten til religionsfrihed - et sådant forbud ville derfor være fuldt ud lovligt.